LUFTFART: Få dage efter Lufthansa underskrev aftale om at overtage en stor del af Air Berlin viser selskabet også interesse for at skabe et ’New Alitalia’. Lufthansa har før haft flyselskab i Italien.
Lufthansa gruppen afgav i går bud til Alitalias administrator på at overtage dele af det kriseramte italienske flyselskab. Udspillet kom efter Lufthansa sidste uge besluttede at investere over 1,5 milliarder kroner i snart konkurslukkede airberlin.
Alitalia fra Skyteam-alliancen kom i maj i den italienske version af en kontrolleret betalingsstandsning. Det skete efter medarbejderne afviste forslag, der ville give ny kapitalindsprøjtning, men også betyde massefyringer.
Lufthansa oplyste i går, at man kun er interesseret i dele af Alitalias globale netværk samt de europæiske og italienske ruter – men ikke hele Alitalia-koncernen.
Lufthansas bud gælder et omstruktureret Alitalia med en fokuseret forretningsmodel.
Ifølge den store italienske avis Corriere della Sera vil Lufthansa investere omkring 3,7 milliarder kroner i de ønskede dele af Alitalia. Lufthansas bud vil, ifølge avisen, betyde tab af ca. 6.000 arbejdspladser, en halvering af det nuværende antal.
For pengene ønsker Lufthansa også dele af Alitalias flyflåde, start- og landingstider, slots, i en række lufthavne.
I går udløb den officielle deadline for at afgive bud på Alitalia, men den italienske regering har forlænget fristen til næste måned. Det østrigske svar på Danmarks Radio, ORF, skriver, at den endelig aftale om Alitalias fremtid skal være på plads til april næste år.
Alitalia har behov for milliarder
Abu Dhabis flyselskab, Etihad Airways, har siden 2014 ejet 49 pct. af Alitalia. Etihad, der havde over 29 procent af aktierne i airberlin, meddelte i maj, at man har gjort hvad man kan for at redde Alitalia, men at en ’fundamental omstrukturering’ er nødvendig, hvis Alitalia skal overleve. Etihad og andre aktionærer i Alitalia har foreløbig pumpet over ti milliarder kr. ind i flyselskabet.
Alitalia flyver til 94 lufthavne, heraf 26 i Italien, med 4.200 ugentlige flyvninger på i alt 144 ruter.
Før sommerferien analyserede hjemmesiden anna.aero Alitalia i den nuværende sommersæson. Analysen viste, at Alitalia har 40 pct. af det italienske indenrigsmarked og ti pct. af flysæderne til og fra Italien på udenrigsruterne.
Ryanair har 25 pct. af flyvningerne på italiensk indenrigs.
På udenrigsruterne har Alitalia i årets sommersæson under 10 pct. af flysæderne til og fra Italien – Ryanair har flest med 20 pct., mens Easyjet har 11,5 pct. Herefter følger spanske Vueling, Lufthansa, ungarske Wizz Air, British Airways, Air France og Emirates med de internationale sæder til og fra Italien.
Lufthansa har før haft italiensk flyselskab
Bliver Lufthansa en del af Alitalias fremtid, er det ikke første gang den tyske Star Alliance-gigant lander på det italienske marked.
I over to år fløj Lufthansa Italia fra februar 2009 til sidst i oktober 2011 med base i Milanos Malpensa-lufthavn. Flyene kom fra Lufthansa-ejede Air Dolomiti, der i dag fra sin hovedbase i München betjener en række italienske lufthavne. Men Lufthansa kunne ikke få økonomi i Lufthansa Italia, der fløj til de mere lukrative norditalienske lufthavne.