42-årige Morten Balk (foto) bliver 1. marts næste år ny landechef for Lufthansa-gruppen i Danmark. Han har de seneste syv år været hos Austrian Airlines, en del af Lufthansa-gruppen sammen med bl.a. Brussels Airlines og Swiss.
Morten Balk kom til Austrian fra Finnair, først som salgschef for det østrigske Star Alliance-medlem, siden som landechef i Danmark – senest har han været regionsdirektør for Austrian Airlines i Skandinavien, Finland og Baltikum. Han har udover Finnair tidligere været hos SAS, Lufthansa og Thai Airways.
John Nielsen og Morten Balk fortalte nyheden til takeoff.dk ved Danske Flyvejournalisters sammenkomst i fredags, hvor Luftfartspokalen samt Ellehammer Prisen blev uddelt under arrangement i Københavns Lufthavn.
John Nielsens ønske om at stoppe blev officiel ved John Nielsens dobbeltreception i september i år. Her fejrede han sit 40 års jubilæum i Lufthansa og sin 60 års fødselsdag – i sin tale fortalte han gæsterne, at han vil stoppe og sagde bl.a.: ”I skal nok klare jer uden mig, om jeg kan klare mig uden jer, må tiden vise.”
Efter talen sagde han til takeoff.dk, at han bl.a. har anbefalet, at hans afløser skulle kende det danske marked. Det kriterium opfylder Morten Balk uden problemer.
I øvrigt har flyselskaberne i Lufthansa-gruppen samlet 200 ugentlige flyvninger fra Danmark.