Lufthansa kan overtage halvdelen af airberlins fly

Det nationale tyske flyselskab er klar til at overtage 80 fly fra konkurrenten airberlin, som er under afvikling på grund af økonomiske problemer, skriver Bloomberg News.

Lufthansa har leaset 38 fly fra airberlin, som man vil købe, men desuden er der interesse i at købe yderligere 40 fly af airberlins samlede flåde på 140 fly.

Ud over Lufthansa er britiske easyJet og IAG vist interesseret i nogle af flyene, men ifølge Bloomberg News står Lufthansa med de bedste kort på hånden, da selskabet kan tilbyde 3.000 af airberlins 8.000 ansatte job, og det perspektiv er et nøglekriterium for udvælgelse under tysk konkurslovgivning.

Flyene skal benyttes af Lufthansas lavprisselskab, Eurowings, som under alle omstændigheder skal have 20-40 ekstra fly.

Lufthansas topchef Carsten Spohr siger til Bloomberg News, at Lufthansa ikke er interesseret i airberlins langdistancefly.