Lufthansa klar med nyt smart check-in

Lufthansa fejrer flere ting i denne tid. Ud over søsætningen af Lufthansa Innovation Hub’s nye check-in side – også at selskabet af Skytrax sidste uge blev kåret som Europas bedste flyselskab. Det blev bl.a. fejret med dette kæmpebanner om en Airbus A380.

LUFTFART: Lufthansas afdeling for nytænkende idéer lancerer nyt system, der husker informationer om passageren og kan checke den rejsende ind på 100 flyselskaber verden over.

Hvornår åbner flyselskabet for check-in, hvad er min booking-kode, kan jeg få et vindue- eller gangsæde?

Med en nyskabelse fra Lufthansa Innovation Hub – AirlineCheckins.com – skulle ifølge Lufthansa en gang for alle have løst disse og andre udfordringer ved flyvninger. AirlineCheckins.com dækker 100 flyselskaber i hele verden.

Lufthansa Innovation Hub testede sidste år en prototype af denne nye mulighed – og fortsatte herefter finjusteringen.

”Check-in til en flyvning 24 timer før afgang, mens man pakker og planlægger sit program er stressfaktorer, bl.a. for de hyppigt rejsende forretningskunder,” siger Holger Schneider, chef for Lufthansa Innovation og tilføjer: ”Med AirlineCheckins.com fjerner vi nogle af disse udfordringer og gør rejsen mere behagelig. AirlineCheckins.com bliver startskuddet for en platform med rejserelaterede services. Online check-in er for et flyselskab et vigtigt berøringsområde for passagerkontakt. Der kommer senere tilbud til den rejsende om aktiviteter i lufthavnen eller på destinationen.”

Rejsende kan – indtil videre gratis – registrere sig hos AirlineCheckins.com og oplyse deres ønsker for sædevalg og deres rejseprofil. Dermed bliver de automatisk checket ind via Airlinecheckins.com til alle flyvninger booket via deres personlige e-mail. Den rejsende får automatisk sit boardingkort via mail eller SMS.

Den rejsende kan også oplyse AirlineCheckins.com om sine bonuskort samt f.eks. sit pasnummer plus få lister over sine rejser med de involverede flyselskaber.