Lufthansa regner på SAS-køb – OPDATERET

Ifølge nyhedsbureauet Reuters holdes der for øjeblikket forhandlinger, der betegnes som ”eksklusive negotiations”. Reuters citerer på sin nyhedsside unavngivne kilder for oplysningerne, som også indeholder den markante nyhed, at det skulle være repræsentanter for SAS, der selv i maj måned i år henvendte sig til ledelsen i det tyske flyselskab, for at klarlægge mulighederne for en overtagelse.

 

De samme unavngivne kilder understreger, ifølge Reuters, at en tysk overtagelse af SAS på ingen måde er sikker, fordi der for øjeblikket er forhandlinger i gang. Ifølge kilderne kan Lufthansa beslutte at gå flere veje, men har dog erkendt, at en konsolidering i europæisk luftfart er nødvendig.

 

SAS ejes i dag med 50 % af de skandinaviske stater, mens den svenske Wallenberg-familie er aktionær med mere end syv pct. af SAS-aktierne.

 

Lufthansa har gennem de seneste måneder offentligt tilkendegivet deres interesse i opkøb af andre europæiske flyselskaber, blandt andet Austrian, LOT og Alitalia. Den tyske carrier planlægger desuden at købe 45 % af aktierne i Brussels Airlines, med den erklærede målsætning, at man vil eje det belgiske flyselskab 100 % hen ad vejen.

 

Ifølge Reuters’ anonyme kilder vil en mulig overtagelse af SAS blive drøftet i Lufthansa-bestyrelsen på et møde den 24. september. Kilderne henviser til et dagsordenpunkt for mødet, med overskriften ”Further financial investments”.

 

SAS-aktien er her til eftermiddag steget markant på forlydenderne om en tysk overtagelse af selskabet. Det internationale nyhedsbureau har fredag forsøgt at få en kommentar fra den svenske regering til salgsrygterne, men ifølge en talsmand for den svenske transport- og energiminister, Maud Olofsson kommenterer den svenske stat konsekvent ikke rygter vedrørende statsejede selskaber. Heller ikke den norske transportminister vil kommentere på rygterne fredag.

 

OMX, Børserne i de tre skandinaviske lande, har i eftermiddag sat SAS-aktien i såkaldt "handelspause" på grund af de verserende rygter.   SAS meddeler, at man vil udsende en pressemeddelelse senest kl 15.30 i dag, fredag.

 

Ifølge nyhedsbureauet Dow Jones NewsWire går rygterne på, at Lufthansa vil fremsætte et købstilbud på 75 SEK pr. aktie. Aktien blev handlet til 53,25 SEK da den blev sat i handelspause tidligere i dag.

Skrevet af Christian Peschardt