Lufthansa sætter til på hjemmebane

”Vores europæiske netværk er tabsgivende og vi håber at ændre dette så snart som overhovedet muligt”, siger Lufthansas topchef, Christoph Franz og indrømmer, at der er tale om et større milliontab i Euro bare for første kvartal i år, skriver Air Transport World.

Nogle eksakte tal bliver ikke nævnt, men Lufthansa-koncernen havde et samlet driftsunderskud på 227 millioner Euro i første kvartal 2011.

Til efteråret vil flere af Mellemøstens flyselskaber starte faste ruter til Skandinavien. Både Emirates og Gulf Air indtager Danmark med fly til henholdsvis Dubai og Bahrain. Desuden udvider Qatar Airways sit antal flyvninger til Doha.

Efter nytår starter EUs nye CO2-kvotehandelssystem, der skal reducere flytrafikkens udslip. De regler skal de europæiske flyselskaber indordne sig. Det betyder endnu flere udgifter og dermed øget risiko for at andre aktører vil flyve uden om Europa i trafikken til og fra både USA og Asien.

Skrevet af Flemming Juul