Lufthansa tester nye billigbilletter i Skandinavien

LUFTFART: Det næste halve år afprøver Lufthansa i Skandinavien sit nye light-koncept på ’udvalgte’ ruter til USA. Billetterne er billigere end economy, men indchecket bagage koster ekstra.

Lufthansa har siden 2015 på kort- og mellemdistanceruter haft light-billetter, hvor der kun tillades håndbagage.

Nu tester det store Star Alliance-medlem, om der er marked for light-billetter på nogle langruter. I første omgang sælger Lufthansa det næste halve år light-billigbilletter på det skandinaviske marked via Direct Connect på Lufthansa.com

Den nye billettype kan allerede bookes – tidligste afrejsedato er 16. oktober. Lufthansa ville på et lille pressemøde i fredags i København ikke sige, hvor mange light-billetter der udbydes på flyvningerne. Kun at det foreløbig drejer sig om ’udvalgte’ flyvninger til New York, Miami, Orlando, Tampa, San Francisco og Los Angeles.

De nye light-billetter hos Lufthansa omfatter ikke indchecket bagage, men light-passagererne til USA får f.eks. mad. Light koster fra 2.000 kr. retur med skatter og afgifter – skal et stykke bagage med koster det fra 60 dollars.

Pressemødet var i anledning af, at Lufthansa i lørdags, 7. oktober, havde fløjet 60 år på Københavns Lufthavn. Gabriel Leupold, chef for Lufthansa Group i Norden og Baltikum: ”At teste nye produkter passer godt ind i vores distributionsstrategi om at finde de kanaler, der er bedst egnet til nye produkter, som matcher vores kunders behov. I dette tilfælde, hvor billetten bookes gennem Direct Connect på LH.com, giver det os mulighed for at finde ud af, hvad kunderne ønsker.”

Kunder på LH.com, der søger de nævnte destinationer i USA og som rejser på Economy med afrejse fra 16. oktober, vil blive præsenteret for tre billettyper; den nye light, samt Basic produktet og den dyrere Premium Economy.

På Basic kan der indcheckes et stykke bagage ligesom Basic er lidt mere fleksibel end Light, da den mod gebyr kan ombookes til et andet fly på samme strækning.

Basic Plus inkluderer det samme som Basic. Derudover kan denne billettype mod et gebyr refunderes.

Ingen planer om retur til Aalborg

På fredagens pressemøde sagde Stefan Kreuzpaintner, bl.a. salgschef for Lufthansa-gruppen i Europa – undtagen hjemmemarkeder i Tyskland, Schweiz og Østrig – til standby.dk: ”Vi har ingen planer om at vende tilbage til Aalborg Lufthavn.” Lufthansa fløj ruten fra Frankfurt til Aalborg mellem 2015 og 2016.

Stefan Kreuzpaintner kunne ikke bekræfte forlydender om, at Lufthansas datterselskab Eurowings skal flyve fra Düsseldorf og Berlin til København – de ruter konkurstruede Air Berlin i dag betjener.¨

10.000 årlige flyvninger til Danmark

Samlet har Lufthansa-gruppen, ud over Lufthansa også Austrian, Brussels Airlines og Swiss, ca. 10.000 årlige flyvninger til Danmark og omsætter for over en milliard kr. om året i Danmark, har landechef for Lufthansa-gruppen i Danmark, Bastian Frantz, tidligere oplyst.

I Københavns Lufthavn var Lufthansa sidste år femtestørste flyselskab med 651.000 af gruppens i alt 1,5 mio. passagerer i Københavns Lufthavn.

Medlemmerne af Lufthansa-gruppen, der betjener Danmark, har i snit 374 ugentlige flyvninger. Alene Lufthansa har 68 fra Frankfurt og München til København samt 28 fly Frankfurt til Billund. På årsplan bliver det til næsten 1.500 flyvninger mellem Frankfurt og Billund samt over 3.500 fra München og Frankfurt til Københavns Lufthavn.

De fem destinationer, flest af gruppens rejsende fra Danmark, skal videre til New York, Nice, Barcelona, Venedig og Rom.