Tysklands store luftfartskoncern har bekræftet sin interesse i at overtage airberlin; imidlertid forventer man, at storaktionæren Etihad Airways tager sig af airberlins store gældsposter.
Etihad ejer 29,2% af aktierne i Oneworld-medlemmet airberlin, som har en gæld på 1,2 milliarder Euro – 8,9 milliarder kroner: “Gældsproblemet kan kun løses ved hjælp af regeringen i Abu Dhabi,” siger en talsmand for Lufthansa.
I januar sagde Lufthansa koncernens CEO Carsten Spohr, at airberlins gældsposter var “alt for høje til at kunne tiltrække en investor”.
airberlin havde i 2016 et underskud på 781,9 millioner Euro og året før på 446,6 millioner. I første kvartal 2017 var underskuddet 293,3 millioner Euro mod 182,3 millioner i første kvartal 2016.
Som led i en omstruktureringsplan er airberlin indgået i et kommercielt partnerskab ’Air Berlin Aeronautics’ som træder i kraft ved årets udgang. Aftalen omfatter bl.a. en seks år wet lease kontrakt for 38 Airbus A320 med Lufthansa koncernens datterselskaber Eurowings og Austrian Airlines.
Hvis Lufthansa overtager airberlin vil de resterende 75 fly blive integreret i Eurowings, som når op på 160 fly ved udgangen af 2017.