Lufthavnen frikendt for gramseri

p25-airport-security-back-to-the-future-453x334-4Advokatundersøgelsen, som Københavns Lufthavn selv har betalt for, frikender medarbejderne i lufthavnens sikkerhedskontrol for at have gramset på kvindelige passagerer. Kendt TV-journalist har sagt til standby.dk, at hun følte sig begramset i sikkerhedskontrollen.

Balladen om muligt gramseri fra nogle enkelte ansatte i Københavns Lufthavns sikkerhedskontrol dukkede op i sommer. Lufthavnen hasteindførte ibrugtagning af personscannere og hyrede advokatfirmaet Bech-Bruun til at undersøge processerne omkring sikkerhedskontrollen.

Undersøgelsen fra advokatfirmaet kom i dag – den konkluderer, at personeftersyn i Københavns Lufthavn bliver gennemført i overensstemmelse med lovgivningen. Undersøgelsen peger på områder, som kan forbedres, og derfor forbedrer Københavns Lufthavn nu informationen om sikkerhedskontrollen og de rejsendes klagemuligheder.

”De oplysninger, som vi har fået under de interviews, som vi har gennemført, giver intet grundlag for at antage, at der i lufthavnens Security er eller har været nogen gruppe af medarbejdere eller nogen enkelt medarbejder, som bevidst har gennemført personundersøgelser ved berøring af den undersøgtes legeme eller påklædning i strid med de regler, der gælder herfor”, konkluderer advokatfirmaet Bech-Bruun i undersøgelsen.

Det stemmer ikke overens med, hvad f.eks. standby.dk har skrevet om sagen. Til standby.dk sagde den kendte TV-journalist Michele Bellaiche i august: ”Jeg er ikke sippet, men efter dén undersøgelse i Københavns Lufthavns sikkerhedskontrol, sagde jeg til min søster, at sikkerhedsvagten næppe var i tvivl om, hvorvidt jeg også træner mine baller.”

Hendes beretning fik lufthavnens sikkerhedschef, Johnnie Müller, til at ringe til hende og beklage hændelsen.

I debatindlæg tidligere i august skrev lektor Anne Lea Landsted i Politiken, efter at hun for anden gang på kort tid havde følt sig seksuelt forulempet af sikkerhedspersonale i lufthavnen. Hun skrev bl.a. i Politikken: ”Han lod hænderne glide op og ned ad mine hofter, langs inderlårene, rundt i trussekanten og på brysterne. Den første gang havde sikkerhedsvagten hænderne så langt nede i mine trusser, at jeg måtte trække hans hånd op.”

Til Politiken sagde sikkerhedschef i Københavns Lufthavn, Johnnie Müller, at lufthavnen tager Anne Lea Landsteds to oplevelser meget seriøst.

Lufthavnen har ca. 1.000 sikkerhedsmedarbejdere, hvis største opgave, passagerkontrol, beskæftiger ca. 75 pct. af dem. 53 pct. af de ansatte i Security er kvinder.

Hele pressemeddelelsen og rapporten fra advokatfirmaet kan læses på Københavns Lufthavns hjemmeside under pressesektionen.