Lufthavnsdirektør afviser indblanding i sag om Ryanair

Fagforeningen 3F skrev i sidste uge, at adm. direktør for Billund Lufthavn, Kjeld Zacho Jørgensen, havde godkendt den mail, der blev sendt til lufthavnens medarbejdere om at bakke op om Ryanairs fortsatte flyvninger til Billund – selv om Ryanair ikke vil indgå aftaler med de danske fagforeninger.

 

Men det afviser lufthavnsdirektøren.

 

”Jeg har generelt ingen kommentarer til denne sag, men vil gerne sige, at 3F har fejlciteret mig, hvilket vi har gjort 3F opmærksom på. Jeg havde kun godkendt, at de medarbejdere i Billund Lufthavn, som ville udsende mailen, måtte bruge en mail-adresse – enig@bll.dk – med Billund Lufthavns domænenavn, som der kunne svares på. Hvad der stod i mailen, havde jeg ikke set før også jeg modtog mailen,” siger Kjeld Zacho Jørgensen til takeoff.dk

 

Mailen til medarbejderne i Billund Lufthavn blev sendt ud fredag i forrige uge til alle lufthavnens ansatte med arbejdsmail. Her kunne de svare på, om de støtter initiativet til at modarbejde en konflikt, som kan ramme Ryanairs flyruter til Billund Lufthavn.

 

Ryanair er største kunde i Billund Lufthavn, hvor flyselskabet har ca. 25 pct. af passagererne og 20 ruter. Ryanair har stationeret to fly i lufthavnen og ca. 100 medarbejdere, bl.a. piloter, kabinepersonale og flymekanikere.

Skrevet af Henrik Baumgarten