Mærsk-ejet flyselskab i kartelsag

Det hollandske flyselskab Martinair, som A.P. Møller-Mærsk ejer halvdelen af, bliver af EU-Kommissionen og USA anklaget for brud på konkurrencereglerne, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten i dag.

Anklagen betyder, at A.P. Møller-Mærsk har set sig nødsaget til at reservere et større beløb til en dækning af eventuel erstatning. A.P. Møller-Mærsk ønsker dog ikke at oplyse, hvor mange penge der er sat til side til en eventuel kartelbøde.
”Jeg tror, at samtlige flyselskaber i Europa er involveret i den sag. Hvis vi ville oplyse beløbet, havde vi gjort det, og derudover kender vi ikke det nøjagtige beløb,” udtaler direktør Bent Erik Carlsen, der har ansvaret for industriselskaberne, til Berlingske Tidende.

Sagen mod Martinair er den samme sag, som SAS Cargo er involveret i, og hvor en række andre flyselskaber er mistænkt for at indgå ulovlige prisaftaler med konkurrenterne. EU-Kommissionen og de amerikanske myndigheder mener, at selskaberne siden 2000 har afstemt priserne på luftfragt.

”Der foregår en efterforskning, og vi er en del af den. Vi samarbejder med myndighederne, og lige nu venter vi på Kommissionens afgørelse,” siger talsmand for Martinair, Erik van Doeselaar.

Skrevet af Simon Jørgensen