Det er anden gang på en uge, at et større europæisk flyselskab krakker. Fredag i sidste uge indstillede Spanair fra Star Alliance flyvninger. Malev var medlem af Oneworld-alliancen.
Malev havde op til to afgange på hverdage mellem Budapest og Københavns Lufthavn. Norwegian flyver også på strækningen – men kun ugentlige afgange.
Malevs hjemmeside har kun en pressemeddelelse, her står, at flyselskabet fredag morgen kl. 06 indstillede driften og at Malev bl.a. stoppede med at flyve, fordi Malevs leverandørerne var begyndt at kræve kontant forudbetalinger for deres ydelser til flyselskabet.
To af Malevs fly står pt. i udlandet, fordi selskabet ikke havde betalt bl.a. landingsafgifter i Tel Aviv og Dublin fik flyene ikke lov at lette. Ligeledes ville Malev heller ikke betale kontant for flybrændstof.
Dermed er det formentlig forbi med Malev, der nåede 66 år i luften – med mindre det bliver rekonstrueret.
Ungarns statsminister siger ifølge BBC til Ungarns Radio, MR1-Kossuth, at Malev måske kan komme på vingerne igen, "hvis det lykkes os at komme af med de økonomiske skeletter.”
EU beordrede for nylig Malev til at tilbagebetale ca. en milliard kr., som selskabet fik i ulovlig statsstøtte fra 2007-2010.
Malev kom tidligere på ugen under øget tilsyn fra den ungarske stat, der skulle godkende alle selskabets betalinger. Den ungarske stat havde via et statsligt holdingselskab, MNV, 95 pct. af aktierne i Malev.
Malev havde 2.600 medarbejdere, 22 leasede fly og betjente ca. 40 destinationer.
Malev stod for 40 pct. af omsætningen på Budapests lufthavn. Malev havde i dag, fredag, planlagt 64 flyvninger.
Danmarks Rejsebureau Forening vil efter Malevs konkurs atter tage de danske regler for konkursbeskyttelse mod krak i flyselskaber op med de danske myndigheder.
Lars Thykier, adm. direktør i DRF, siger til takeoff.dk:
”Malev havde fra Danmark et stort marked for flyvninger til bl.a. Mellemøsten. Jeg ved ikke, hvor mange danske passagerer der i øjeblikket er af sted med Malev, men jeg forestiller mig, at det er ”mange.” Har flypassagerer ikke købt en rejseforsikring, er pengene til flybilletten formentlig tabt – med mindre der er betalt med et internationalt kreditkort.”
”Men DRF vil nu igen tage ordningen om køb af konkursforsikring op med politikerne, den er noget rod. Den nuværende konkursforsikring dækker jo kun ferierejsende, passagerer på forretningsrejse skal have deres egen forsikring, så de er dækket, hvis flyselskabet krakker,” siger Lars Thykier.
Det har ikke været muligt at få kommentar fra Malevs skandinaviske kontor i København – herunder om, hvor mange danske passagerer Malev havde afsted ved kollapset.
###
Spies-gæster slipper fra Malevs konkurs uden tab
Spies udsendte fredag formiddag en pressemeddelelse i anledning af Malevs konkurs. Her står bl.a.:
”Kun en uge efter at Spanair gik konkurs, stoppede det nationale ungarske flyselskab, Malev, fredag morgen sine flyvninger. EU har forhindret den ungarske stat i at yde yderligere økonomisk støtte til Malev for at redde selskabet fra konkurs.
Danmarks største rejsearrangør, Spies, havde solgt ca. 500 rejser med Spanair. Alle Spies’ gæster slap uden økonomiske skrammer – også de ca. 30, der blot havde købt en flybillet og hvis penge derfor egentlig var tabt, da en flybillet alene ikke normalt er omfattet af en garanti.”
”Vi har ingen rejsende med Malev, som er fanget ude i verden på grund af den nye konkurs. Vi har solgt 62 billetter til afrejse efter 12. februar. Vi vil forsøge at hjælpe vores kunder på samme måde, som efter Spanair-konkursen. Har man imidlertid selv købt flybilletten direkte hos Malev på nettet, kan pengene være tabt – med mindre man har brugt et internationalt kreditkort,” siger direktør i Spies, Jan Vendelbo.