Mallorca topper stadig

På caféerne Port de Andratx på Mallorca kan man nikke venskabeligt til alverdens stjerner, der har sommerbolig her.

På caféerne Port de Andratx på Mallorca kan man nikke venskabeligt til alverdens stjerner, der har sommerbolig her.

59 år efter Simon Spies sendte de første 26 danskere med tog til Barcelona og videre med færge til Mallorca, er ’Kærlighedens ø’ fortsat den foretrukne ferieø. I 2014 besøgte 208.351 danskere Mallorca – 12.824 flere end året før.

Og det er hele ’familien Danmark’, der drages af øen med dens mange muligheder: ”I denne sommer sender vi gæster på ferie fra fem danske lufthavne. I fire af dem er Mallorca det foretrukne rejsemål. Odense Lufthavn bryder mønstret. Indtil videre flyver vi herfra kun til Antalya i Tyrkiet og Varna i Bulgarien”, siger kommunikationschef Torben Andersen fra Spies.

Her er sommerfavoritterne fra landets lufthavne: Aalborg Lufthavn: 1) Mallorca, 2) Antalya, 3) Gran Canaria.

Billund Lufthavn: 1) Mallorca, 2) Antalya, 3) Cypern. Københavns Lufthavn: Mallorca, 2) Antalya, 3) Rhodos.

Bornholms Lufthavn: 1) Mallorca, 2) Rhodos 3) Antalya. Odense Lufthavn: 1) Antalya, 2) Varna.

I 2014 fik Spanien besøg af 1.054.188 danskere. 7% flere end året før. De Kanariske Øer tog imod ca. 326.600, mens 227.902 valgte Andalusien. De Baleariske Øer med bl.a. Mallorca fik besøg af 219.356 danskere, mens 116.107 satte kurs mod Catalonien med Barcelona som det store trækplaster. 115.217 besøgte andre regioner. Totalt tog Spanien imod 64.995.275 turister i 2014 – en fremgang på ca. 4,3 millioner.