Mallorca mangler hotelsenge til en kraftig stigning i tilrejsende. Englændere, tyskere, franskmænd, svenskere og danskere lægger ferieplanerne om fra for eksempel Tyrkiet til mere vestlige destinationer.
Til juli forventer TUI, at 65.000 danskere bestiller rejser til Mallorca, hvilket vil være Danmarksrekord. Sidste år lå tallet på 57.000, hvilket giver en stigning til i år på 14%. Flere ruteflyselskaber har lagt nye ruter ind til Mallorca og med flere end 10 daglige afgange, er der en decideret luftbro imellem Palma de Mallorca og Danmark.
Men nu råber TUI vagt i gevær, for de mange rejsende kan have overset en helt central del af sommerferien, nemlig hotellet.
Pressechef, Nikolai Johnsen: ”Mange danskere vil nok blive fristede til at købe billige flybilletter og så tænke hotel i anden omgang. Men der er slet ikke nok hotelværelser på Mallorca i forhold til de mange nye tilrejsende. På den måde kan den billige flybillet ende med at blive en dårlig investering”.
TUI estimerer, at flere tusinde danskere kan komme til at mangle hotelværelser i juli, hvor sommerferien og efterspørgslen topper.
”Det er især børnefamilier, der rejser i juli, og de forventer direkte adgang til strand, børnepools og en børnevenlig atmosfære. Men den slags hoteller er der bare ikke nok af, og derfor risikerer mange at bo et knap så attraktivt sted, og det kan lægge pres på den gode stemning”, siger Nikolai Johnsen.
Hans råd til danske rejsende til Mallorca i sommerferien: ”Sørg for at finde den rigtige overnatningsmulighed først. Bagefter vil man stadig have et fuldt opdækket tag-selv-bord, når det kommer til flyløsninger”.