Marriott satte pris på sine bedste kunder

Fra receptionen for Marriotts bedste kunder ses fra venstre hotellets salgs- og marketingsdirektør, Gitte Nødskov, ansatte i incomingbureauerne Robinson Scandinavia, BDP og ICS, hhv. Dina Nurbikov, Birgitte Beck og Annemarie Dunbar, samt Marriotts direktør, Elmar Derkitsch.

Ved sammenkomst torsdag aften fejrede 5-stjernede Marriott sine bedste danske kunder. Hotellet har snart brugt 80 mio. kr. på renovering.

Danmarks største 5-stjernede hotel, Marriott Copenhagen med 401 værelser, fejrede i går hotelkædens årlige ”Appreciation Week,” hvor Marriott takker sine største kunder blandt firmaer, erhvervsrejsebureauer og incomingbureauer for god forretning gennem det seneste år.

Ved sammenkomsten i går var der inviteret op mod 50 gode kunder. De fik bl.a. at vide, at Marriott Copenhagen snart har brugt 80 mio. kr. på at renovere det blot 11 år gamle hotel, der åbnede 1. september 2001…

Hotellet forventer i år 160.000 overnattende gæster, færre end sidste år – men til bedre priser.

25 pct. af hotellets gæster kommer fra Skandinavien, ca. ti procent fra USA og andre ti procent fra England. Ca. 12 pct. af kapaciteten optages af flybesætninger.

”Vi har fået et meget mere skandinavisk look,” sagde hotellets salgs- og marketingsdirektør, Gitte Nødskov, til standby.dk

Og hotellets direktør, Elmar Derkitsch, tilføjede:
”Renoveringen var nødvendig for at tilpasse os kravene fra vores store målgrupper. 25 pct. af vores gæster kommer fra Skandinavien.”

Med sine 401 værelser er Marriott største femstjernede hotel i Danmark. Jylland har ét 5-stjernet hotel, Comwells Kellers Park ved Vejle, Fyn har også ét 5-stjernet hotel, Kongebrogården, mens København har fem 5-stjernede hoteller: d’Angleterre (lukket til sidst maj næste år for ombygning), Hilton Copenhagen Airport, Marriott, Royal og Skt. Petri.