Massefyring i SAS

Fyringerne sker som led i effektiviseringsprogrammet
4Excellence, der årligt skal skære 3-5 pct. af SAS’ omkostninger.

 

SAS’ koncernchef, Rickard Gustafson, siger i pressemeddelelse, at det er nødvendigt at holde fast i SAS’ sparemål i en tid med økonomisk usikkerhed, pres på billetpriserne og fortsat høje brændstofpriser.

 

"Det er kritisk vigtigt at styrke vores konkurrencesituation, at vi fastholder sparemålene. Det betyder desværre, at vi må sige farvel til 300 gode og loyale medarbejdere,” siger Rickard Gustafson.

 

Til takeoff.dk siger chef for presse- og kommunikation i SAS, koncerndirektør Henriette Fenger Ellekrog, der også er ansvarlig for Human Resources i SAS-koncernen:
 
”Fratrædelserne vil primært ske i år, hvordan fordelingsnøglen bliver mellem de skandinaviske lande og uden for Skandinavien er endnu ikke på plads. SAS skal nu tale med de faglige organisationer, og også prøve at se, hvor mange stillinger der kan nedlægges ved naturlig afgang eller aftrædelsesordning.
I Danmark er det vores forventning, at der skal fjernes 100 administrative stillinger.”

 

I alt har SAS-koncernen ca. 2.000 såkaldte administrative stillinger – de 300, der nu nedlægges, svarer til 15 pct.

 

Men SAS ansætter i øvrigt også i denne tid – bl.a. nye piloter og kabineansatte. Hvor mange nye flyvende medarbejdere, SAS skal have, ved Henriette Fenger Ellekrog ikke i øjeblikket.

 

”Men med de bebudede 22 nye SAS-ruter, der åbner i år, skal vi have flere ansatte i produktionen,” siger hun.

Skrevet af Henrik Baumgarten