Masser af lyntog fra Københavns Lufthavn

Hvad takeoff.dk kunne fortælle i september, blev officielt i fredags – der kommer mange flere tog til og fra Københavns Lufthavn.

 

Første skridt i DSB og Københavns Lufthavns nye partnerskab er DSB InterCityLyn-tog hver halve time i dagtimerne fra lufthavnen mod Fyn og Jylland. Stadig flere lyntog slutter også i Københavns Lufthavn. Den nye strategi er målrettet erhvervskunderne i Syd- og Østjylland, på Fyn og i det sydlige Sverige.

 

DSB’s adm. direktør, Søren Eriksen: "DSB har i dag en markedsandel på 40 % af trafikken til Københavns Lufthavn. Vi vil gerne give erhvervskunder en rejse med direkte tog hver halve time mellem Aarhus og Københavns Lufthavn. I Sverige er potentialet endnu større. Der er oplagte muligheder i at markedsføre os med lufthavnen og få flere svenske erhvervskunder.”

 

Salgs- og markedsdirektør i Københavns Lufthavn, Carsten Nørland, ser partnerskabet med DSB som en styrkelse af lufthavnens konkurrence med lufthavnene i Hamburg og Stockholm:
"For mange i Jylland, Nordtyskland og Sydsverige er der betydelige tidsgevinster og flere direkte flyforbindelser ved at tage toget og flyve fra København."

 

Københavns Lufthavn og DSB overvejer at gøre det muligt at langtidsparkere bilen ved en station, tjekke ind og aflevere bagagen på stationen, og køre direkte med toget til lufthavnen og være omfattet af DSB’s Rejsetidsgaranti, der dækker, hvis flyet er fløjet.

 

I september sagde underdirektør i DSB, Ove Dahl Kristensen, til takeoff.dk:

”Fra december fordobler vi fra tre til seks kørsler mellem Københavns Lufthavn og Malmø i timen i myldretiderne ligesom lyntogene til resten af Danmark begynder og slutter deres rejse i lufthavnen. Det bliver ikke alle lyntogene fra december, men vi starter fra den måned og efterhånden vil det gælde alle lyntog.”

 
Udover lyntogene vil DSB fortsat have op til to IC-tog i timen fra Københavns Lufthavn og videre ud i Danmark.

 

Togstationen i Københavns Lufthavn er Danmarks 9. største når det gælder fjernrejser i landet. Sidste år havde stationen fire millioner passagerer. Over halvdelen af lufthavnens passagerer ankommer i dag med offentlig transport, herunder DSB-tog, metro og busser.

 

Skrevet af redaktionen