Medier beskyldt for at så splid mellem luftfartsmyndigheder

Medierne fik det til at fremstå, som om europæiske og skandinaviske myndigheder var dybt uenige om, hvorvidt Dash-flyene skulle groundes eller ej efter SAS-havarierne. Der var ikke tale om dyb uenighed, mener EASA. Det er Statens Luftfartsvæsen dog ikke helt enige i.

Da de skandinaviske myndigheder udstedte et flyveforbud for Dash-flytypen efter flere havarier, kunne identiske Dash-fly fortsat flyve rundt i verden, fordi den europæiske luftfartsmyndighed EASA anså en inddragelse for at være en overreaktion.

”Det blev i medierne udlagt som en splid mellem myndighederne, men det er bestemt ikke tilfældet,” lyder det nu fra EASAs kommunikationsdirektør Daniel Hoeltgen.

Ifølge ham er det nemlig kun EASAs opgave at vurdere, om designet af et fly er rigtig eller ej, og gribe ind, hvis noget i designet skal ændres. Men når det handler om vedligehold, eller en kombination af design og vedligehold, så er det ikke EASA, men derimod de nationale myndigheder, der skal gribe ind. Og da det seneste havari med et Dash-fly ifølge EASA handlede om en kombination af design og vedligehold, så var det altså helt efter bogen, at de skandinaviske myndigheder valgte at grounde flyet, mens EASA lod flytypen beholde sin godkendelse.

”Det har der forståeligt nok været forvirring om, fordi det er svært at forstå fordelingen af kompetencer hos nationale og europæiske myndigheder,” siger Daniel Hoeltgen.

Statens Luftfartsvæsen er dog ikke helt enig i påstanden om fuld enighed mellem myndighederne.

”Vi er enige i, at det tredje havari sandsynligvis skyldes en kombination af design, altså et defekt filter, og en fejlfinding, som SAS foretog. Men fejlfindingen blev jo netop sat i gang, fordi filtret var kollapset og landingsstellet gik trægt, så det er ikke en enkeltstående hændelse, men en designmæssig problemstilling,” siger kommunikationschef Thorbjørn Ancker. Han mener i øvrigt ikke, at uenigheden mellem Statens Luftfartsvæsen og EASA er medieskabt.

(Berlingske Tidende, d. 25. januar, 2008)

Skrevet af