Melodi Grand Prix fester markedsfører Danmark

grand prix, Emmelie de Forest foto tivoliTURISME: London, Hamburg, Milano, Moskva, Stockholm, Oslo, Washington og Sydney. Med fest i otte storbyer og intensiv brug af sociale medier bringer VisitDenmark Det Europæiske Melodi Grand Prix og Danmark helt ud til europæerne.

Det europæiske musikshow bruges til at skabe kendskab til Danmark som rejsemål, og på de vigtigste turismemarkeder skrues ekstra op for markedsføringen.

På lørdag retter 170 mio. europæere blikket mod Danmark når tv blænder op for Eurovision Song Contest 2014 fra København. Hovedstaden har planlagt et stort program for deltagere, danskere og turister og i B&W-Hallerne på Refshaleøen.

Men også i London, Hamborg, Stockholm, Oslo, Milano, Moskva, Washington og Sydney er der fest.

VisitDenmark benytter Det europæiske Melodi Grand Prix som afsæt til at gå ud til europæerne og fortælle om Danmark som rejsedestination.

”Vi har gode erfaringer med at bruge events til at markedsføre Danmark, og Eurovision Song Contest 2014 er en begivenhed, der giver genlyd på de markeder, hvor vi henter vores turister. Udfordringen er at få forbundet Danmark og de oplevelser, som vi kan tilbyde turister med den hype, der er om eventen,” siger markedsføringschef i VisitDenmark, Anja Hartung Sfyrla.

Grand Prix-festerne er highlights i VisitDenmarks markedsføringskampagne, der kommunikeres fra mange platforme og som har kørt siden februar på sociale medier.

”Vi har arbejdet på at få Eurovision Song Contest 2014 omsat til markedsføringskampagner, der sætter spot på Danmark, så Eurovision bliver mere end en enkeltstående musikevent i København. Med massiv brug af sociale medier har vi lagt en god grund, som vi kan bygge vores events på,” siger Anja Hartung Sfyrla.

I Moskva, Oslo, London, Washington og Sydney er også Udenrigsministeriet gået sammen med VisitDenmark om fælles fremstød for VisitDenmarks kampagne i forbindelse med Melodi Grand Prix.