Mere plads giver mere ro i charterfly

Koncernchef Magnus Wikner, adm. direktør for Thomas Cook Airlines Scandinavia Torben Østergaard og Floridan Seidel fra Airbus i Hamburg. (Foto Preben Pathuel).

Koncernchef Magnus Wikner, adm. direktør for Thomas Cook Airlines Scandinavia Torben Østergaard og Floridan Seidel fra Airbus i Hamburg. (Foto Preben Pathuel).

NYT LOOK: Thomas Cook Airlines er i fuld gang med at udskifte seks af selskabets 14 fly med fabriksnye Airbus 321, og det bliver også til glæde for passagererne.  80 gæster var op til weekenden en tur i Hamborg med et af de nye fly.

Thomas Cook Airlines er i fuld fart på vej ind i fremtiden med nye avancerede flytyper. Det første eksemplar af de splinternye A321, som både er mere energibesparende og mere miljørigtige, er allerede i trafik, og nr. to gik ind i charterplanen i weekenden.

Forinden var flyet en smut i Hamborg med 80 inviterede gæster fra hele Norden, og selv om der kom kludder i programmet på grund af tåge i Hamborg (selv supermoderne fly kan ikke hamle op med tåge), fik deltagerne alligevel indtryk af, hvad der venter charterselskabets passagerer.

Som en af stewardesserne sagde: ”Siden vi fik det første fly for en måned siden, har vi lagt mærke til, at der er blevet mere ro i kabinen. Passagererne har fået fire centimeter ekstra benplads som gør, at de ikke har samme behov for at strække benene. Det gør det nemmere for os at arbejde i midtergangen”.

Nu er der (bedre) plads til 211 passagerer, som der af gode grunde ikke var behov for med 80 gæster om bord.

Flyene fremstilles på Airbus fabrik i Hamborg. De sidste tre kommer i februar. Til den nette pris af 590 mio.kr. pr. stk., oplyser adm. direktør Torben Østergaard. ”Der er installeret ergonomiske stole, som betyder den bedre benplads. Herudover har flyene et underholdningssystem med større videoskærme end tidligere”.

Blandt dem, der også glæder sig meget, er storforbruger af Thomas Cook fly, Spies direktør Jan Vendelbo: Vi er nu på vej med Nordens mest moderne flyflåde, og vi kan også tilbyde branchens bedste flyprodukt. Det er et kæmpe løft for charterbranchens på det nordiske feriemarked.”