LUFTFART: Lufthansa Group fremlægger et nettooverskud for første halvår på 954 millioner Euro – 7,11 milliarder kroner – mod et nettounderskud for et år siden på 79 millioner Euro.
Godt halvdelen – 503 millioner Euro — stammer fra et engangsbeløb i forbindelse med aktiesalg i JetBlue i første kvartal.
Alligevel beskrives resultatet for koncernen – der bl.a. omfatter Lufthansa, Swiss International Air Lines, Brussels Airlines og Austrian Airlines, samt lavprisselskaberne Germanwings og Eurowings – som ’en solid forretningsudvikling med vækst i alle segmenter’.
Omsætningen i halvåret steg med 8,5% til 15,4 milliarder Euro og medvirkende var et fald i brændstofudgifterne på 309 millioner Euro.
Fremgangen var størst for Lufthansa Airlines og Swiss, mens Germanwings havde et økonomisk godt halvår og ventes at give overskud for hele året for første gang.