36 procent af danskerne, svarende til 2,1 millioner, holdt i år sommerferie i udlandet, viser ny undersøgelse fra Dansk Erhverv. Antallet er dermed på niveau med før coronakrisen.
Danskernes rejseadfærd i sommerferien i år har normaliseret sig efter coronakrisen, viser ny befolkningsundersøgelse foretaget af Norstat for Dansk Erhverv.
36 procent af danskerne, svarende til 2,1 millioner, holdt i år sommerferie i udlandet mod kun 1,1 millioner sidste sommer. Antallet af danskere på sommerferie i udlandet, er dermed igen på niveau med tiden før COVID-19.
Tallene vækker glæde hos Dansk Erhverv, der udover indlandsturisme i Danmark, også repræsenterer en række udgående virksomheder i rejsebranchen, for eksempel Danmarks Rejsebureau Forening og RID, Rejsearrangører i Danmark.
Sommeren i år har dog også budt på en række benspænd for udlandsrejserne. Flykapaciteten i Europa er endnu ikke normaliseret, og der har været mange flyaflysninger på grund af manglende bemanding og i forbindelse med blandt andet strejker. Især den 14 dage lange SAS-strejke påvirkede mange danskere, men det kan umiddelbart ikke ses i tallene, vurderer Dansk Erhverv.
Københavns Lufthavn havde i juli i år cirka 2,3 millioner rejsende, hvilket gjorde det til den travleste måned siden coronakrisen.
Stor opsparet rejselyst
”Danskerne vendte i år i stor stil tilbage til deres foretrukne udenlandske rejsedestinationer, især i Sydeuropa. Vi ser en stor opsparet rejselyst,” siger Lasse Fridberg Bilstrup, chefkonsulent i Dansk Erhverv, i pressemeddelelsen. I 2020, hvor mange lande kæmpede med coronapandemien, var tallet helt nede på 28 procent, svarende til cirka 200.000 danskere, mod altså 2,1 millioner danskere på sommerferie i år i udlandet.
57 procent af de danskere, der i år holdt sommerferie i udlandet, var i Sydeuropa – for eksempel Frankrig, Spanien, Portugal, Italien og Grækenland – hvilket svarer til cirka 1,2 millioner danskere.
24 procent af danskerne i udlandet under årets sommerferie besøgte mellemeuropæiske lande som Tyskland, Holland, Belgien, Østrig og Schweiz. Det var også stort set på niveau med 2019.
De øvrige skandinaviske, Sverige og Norge, tiltrak 13 procent af de udlandsferierende danskere; fem procent var i det øvrige Nordeuropa, for eksempel Storbritannien, Irland og Island, mens fire procent var i USA – også disse tal svarer til 2019. Til gengæld besøgte kun én procent af danskerne denne sommer asiatiske lande som Thailand, i 2019 var det tal fem procent.
72 procent af danskerne holdt i år en del af deres sommerferie i Danmark. Det svarer cirka til 4,3 millioner danskere. Det er også på niveau med 2019. Under COVID-19 måtte også danskerne blive i Danmark i sommerferien på grund af rejserestriktioner. Men meget tyder på, at det har skabt en øget interesse for at tage på flere ferieophold i Danmark, konkluderer Dansk Erhverv.
Relaterede artikler:
Juli gav Danmark masser af udenlandske gæster