Mindre bøvl i dansk turisme

TURISME: Når en gæst i forlystelsespark vinder bamse til værdi af over 200 kr. skal det indberettes til SKAT. Det er en af 37 regler i turisterhvervet som en arbejdsgruppe fra bl.a. Dansk Industri, Dansk Erhverv og 3F anbefaler regeringen at regulere.​

Virksomhedsforum for enklere regler foreslår regeringen at ændre 37 regler i turisterhvervet. Bl.a. skal ’bamseafgiften’ lempes, det skal være enklere at indberette oplysninger om krydstogtturister, og reglerne for sceneopbygning skal være mere fleksible.

Det seneste halvår har arbejdsgruppen med repræsentanter fra Dansk Industri, Dansk Erhverv, Landbrug & Fødevarer samt 3F set på uhensigtsmæssige regler i turisterhvervet. Arbejdet har resulteret i 37 regelforenklingsforslag, som ’Virksomhedsforum for enklere regler’ netop har sendt til regeringen.

Regeringen har forpligtet sig til et ’følg eller forklar’-princip i forhold til forslag fra Virksomhedsforummet, hvor regeringen skal følge forslaget eller forklare dets afvisning.

”Virksomhedsforum for enklere regler hjælper med at sætte fokus på bøvl og byrder, som tager tid fra det væsentlige i virksomhederne,” siger fagleder for turismeområdet i Dansk Industri, Sune K. Jensen.

Blandt de 37 forslag skal flere mindske bøvlet for bl.a. krydstogt, spillesteder og forlystelsesparker.

Et af forslagene er, at lempe reglerne for den såkaldte ’bamseafgift’. Når gæster i en forlystelsespark vinder en bamse til værdi af over 200 kr. i fiskedammen, skydeteltet eller lykkehjulet, skal forlystelsesparken indberette bamsens pris, form, farve og størrelse til SKAT. Det er en meget tung og bøvlet proces for virksomheden, noteres det.

”Det er en fnidderafgift, hvor omkostningerne og besværet for virksomhederne på ingen måde står mål med det provenu, staten må formodes at få ind og skal føre kontrol med. Vi foreslår dels at hæve den nedre grænse for, hvornår der skal betales afgift, samt at afgiften fremadrettet skal beregnes af indkøbsprisen, som virksomheden kender,” siger Sune K. Jensen.

Dansk Industri foreslår også at justere reglerne for sceneopbygning, så spillesteder får bedre muligheder for at tilpasse scenen til kunstnerens ønsker, uden det kræver ny byggetilladelse. Dansk Industri står bag 21 af de 37 forslag.​