Et enigt Folketing har ændret reglerne på fødevareområdet, som blandt andet afskaffer nul-toleranceplanen. Det betyder slut med bøder på 10.000 kr. i førstegangstilfælde for mindre, administrative forseelser, hvilket modtages med tilfredshed af Horesta.
”Vores medlemmer har oplevet en fødevarekontrol, der har udstedt bøder for småting, der intet havde med fødevaresikkerhed at gøre. Derfor har vi kæmpet for at få ændret reglerne, og det glæder os meget, at et enigt Folketing har lyttet til kritikken”, siger Horestas adm. direktør, Lone Njor Hulth.
Ændringen betyder, at bøder kun udstedes i gentagelsestilfælde eller ved grove overtrædelser. Horesta kan også glæde sig over, at virksomhederne ikke længere skal bruge tid og kræfter på at udfylde egenkontrol-papirer for noget, der ikke har med fødevaresikkerheden at gøre.
Også reglerne for ophængning af Smiley-kontrolrapporten bliver ændret. Fremover bliver forkert ophængning af rapporten ikke straffet, medmindre der er tale om åbenlys omgåelse af reglerne.