Mindst 10 Cimber Sterling-ansatte bag billetfup

"Vi har identificeret et to-cifret antal medarbejdere med relation til Cimber Sterling, der har købt tilbudsbilletter i et stort antal uden at benytte dem. Der er som minimum ti Cimber Sterling-ansatte involveret i aktionen, muligvis væsentligt flere," siger Norwegians kommunikationsdirektør Anne-Sissel Skånvik til Business.dk

 

En Cimber Sterling-pilot ved navn Tommy Eriksen fortalte tidligere på ugen til Jyllands-Posten, at han var idémand bag aktionen, men alene var han altså ikke.

 

Sagen rullede da Dagbladet Børsen i sidste uge skrev, at Cimber Sterling-medarbejdere havde blokeret for almindelige Norwegian-passagerer på den nyåbnede rute mellem København og Karup ved at opkøbe mindst 650 af rivalens billige kampagnebilletter.

 

Cimber Sterling afventer en advokatundersøgelse og har ingen kommentarer til historien.

Skrevet af Henrik Baumgarten