Ministerdatter ny kongreschef i WoCo

2
Kit Lykketoft.

TURISME: 45-årige Kit Lykketoft bliver fra næste måned ny kongreschef i Wonderful Copenhagen. Hendes forgænger, Jonas Wilstrup, er blevet finansdirektør i WoCo.

Wonderful Copenhagen skriver, at det er en kvinde med stærk international, ledelsesmæssig og organisatorisk profil, der fremover skal stå i spidsen for tiltrækning af internationale kongresser og events til hovedstaden.

Kit Lykketoft, datter af den tidligere socialdemokratiske minister og Folketingsformand, kommer til WoCo fra stilling som Senior Consultant hos forandringsbureauet Workz og skal i sit nye job være chef for Wonderful Copenhagens Convention-afdeling, der arbejder på at tiltrække møder, kongresser og store events til Hovedstaden.

Med stillingen indtræder Kit Lykketoft samtidig i Wonderful Copenhagens daglige ledelse.

Kit Lykketoft er cand. mag. i historie fra Københavns Universitet og har en master of science i consulting and coaching. Kit Lykketoft har erfaring i ledelse, processer og navigering i de politiske niveauer.

”Jeg er glad for at byde Kit Lykketoft velkommen. Hun er en stærk lederprofil og har den nødvendige baggrund for at kunne løfte hovedstadens indsats for events og kongresser i samarbejde med mange aktører,” siger Mikkel Aarø-Hansen, adm. direktør i Wonderful Copenhagen.

København havde sidste år 99.359 registrerede kongresgæster. De internationale kongresgæster er den kategori af turister, der har det højeste døgnforbrug med 3.100 kr. i snit om dagen i København.

Skriv en kommentar

2 Comments on "Ministerdatter ny kongreschef i WoCo"

Notify of
avatar
Frederik
Frederik

Hvorfor er det relevant at nævne hun er ministerdatter i overskriften?

Susan
Susan

Ja, jeg har samme kommentar som Frederik – hvorfor ikke skrive hendes faglige baggrund?

wpDiscuz