Modvind for Hurtigruten

Efter første halvår har Hurtigruten et underskud på 64 millioner norske kroner for hele virksomheden. Det dårlige resultatet skyldes blandt andet dårlige resultater på Svalbard, hedder det i halvårsrappoten.

Andet kvartal gav et overskud før skat på 62 millioner – 80 millioner dårligere end andet kvartal i 2010. Første halvår viser et underskud før skat på 64 millioner mod 9 millioner kroner i overskud første halvår 2010.
Nedgangen skyldes primært nedskrivning i forhold til busvirksomheden, aflyste sejladser og højere brændstofomkostninger.

“Aktiviteten på Svalbard blev hårdt ramt af, at alle sejladser med det lejede MS Polar Star måtte aflyses, da skibet ikke blev tilgængeligt på grund af konkurs i ejerselskabet. Aflysninger i andet kvartal har påført selskabet et tab på omkring 30 millioner kroner”, meddeler Hurtigruten i rapporten.

Aktien faldt med 13% på Oslos børs torsdag.

Skrevet af Flemming Juul