Mulig slut for megajumbo

sydney lufthavn airbus a380 flyFLYFABRIKKER: Det kniber gevaldigt for Airbus at sælge sin store A380. Flyfabrikken havde forventet et marked på 1.200 fly – men har kun solgt lidt over 300. Fra 2018 kan Airbus indstille produktionen af flyet, siger topchef. Også Boeing har salgsproblemer med sin superjumbo, Boeing B747-8.

Airbus og Boeings superjumboer blev sat i produktion i forventning om, at efterhånden som lufthavne bliver mere tilstoppede, vil der være behov for større fly med plads til over 500 passagerer.

Men flyselskaberne køber ikke de store fly – Airbus har f.eks. ikke solgt en eneste af dobbeltdækkeren A380 i år. Airbus skruer 30 eksemplarer sammen om året og har ordrer nok frem til 2017.

De dystre udsigter kan få Airbus til at indstille produktionen fra 2018, sagde flyfabrikkens finansdirektør, Harald Wilhelm, på et møde for investorer i går i London. Flere flyselskaber har aflyst deres A380-bestillinger, senest japanske Skymark Airlines, der havde bestilt seks eksemplarer.

A380 begyndte – med flere års forsinkelse – at flyve i 2007 med Singapore Airlines som søsætningskunde. Udviklingen af megajumboen kostede Airbus 25 milliarder dollars.

Flytypens største kunde er Emirates, der foreløbig har modtaget over 50 af sine 140 bestilte fly. I alt har Airbus bestillinger på 318 eksemplarer af A380.

“A380 er et fremragende fly, men det kan kun bruges på relativt få destinationer,” har Air Frances koncernchef, Alexandre de Juniac, sagt. Air France forventes at afbestille to af sine 12 bestilte A380.

Det går endnu værre for Boeing med at få solgt sin forlængede version af B747 jumbojetten, B747-8i. Boeing har kun fået 51 bestillinger på flyet fra fire flyselskaber. Lufthansa er største kunde.

Som følge af de få bestillinger sænker Boeing igen produktionsraten fra 1,3 B747-8 om måneden til 1,3 fra september næste år.