”Nej tak” til mobilsnak i luften

Flere flyselskaber har åbnet for brugen af mobiltelefoner i de højere luftlag, men tilsyneladende vil passagererne helst være fri. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

 

Hos Air France og Emirates er det allerede muligt at tale i mobiltelefon undervejs, og Ryanair følger formentlig efter inden længe.

 

I den forbindelse har rejsesiden www.totaltravel.com spurgt knap 1.500 brugere om deres holdning, og meldingen er klar: Fire ud af fem siger nej tak, fordi det vil være irriterende at skulle høre på andres samtaler.

 

Lufthansa har derfor besluttet, at mobiltelefoner ikke bliver tilladt. Hos SAS er der endnu ikke truffet en beslutning, men hvis der er flertal blandt passagererne for at tillade mobiltelefoner, kan det komme på tale.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen