Netværkselskaber presser lavprisfly

Modsat viser det sig, at lavprisselskabet Ryanair topper flyprisindexet med de største relative prisstigninger.

De traditionelle flyselskaber overgiver sig ikke uden kamp. Seneste udgave af Dansk Flyprisindex viser, at f.eks. Norwegian og Transavia er overhalet som billigste selskaber fra København til både Barcelona og Rom. Til Barcelona har SAS den billigste pris til 1.252 kr., mens Austrian tilbyder en returbillet til Rom for 1.185 kr.

 

Der spores også svaghedstendenser hos Ryanair. Selskabets returpris fra Århus til Barcelona på 1.473 kr. er dyrere end SAS fra København. Ryanairs ruter til London fra de jyske lufthavne i Århus og Billund topper indekset med de største relative prisstigninger på op til 702% i forhold til uge 32, der er index 100.

 

Prisudviklingen på de interkontinentale flybilletter er meget varieret, men tendensen er relativt billige billetter til Nord,- Mellem- og Sydamerika. Mexico City til 4.336 kr. og Los Angeles til kr. 2.902 fra København. Til gengæld er priserne til destinationer i Asien og Australien på vej op. Flyprisindekset viser, at der de seneste otte uger er sket et fald i de laveste priser til 10 interkontinentale destinationer: et fald på 21% fra Københavns Lufthavn, 20% fra Billund og ikke mindre end 34% fra Hamburg.

Den seneste udgave af Dansk Flyprisindex tager udgangspunkt i rejseuge 40 fra 28. september til 4. oktober.  Uge 32 er defineret som index 100.

Skrevet af Flemming Juul