New York City består af fem primære bydele: Bronx, Brooklyn, Manhattan, Queens og Staten Island. Her et kig ud over Manhattan fra Empire State Building: Josefine L. Baumgarten.

New York nærmer sig turisttal fra før pandemien

Sidste år havde New York City næsten 62 millioner turister – primært fra USA. Dermed er man på 93 procent af niveauet fra før pandemien. I år forventes 64,5 millioner besøgende turister.

New York City havde sidste år direkte og indirekte turismeindtægter for 74 milliarder dollars, cirka 504 milliarder danske kroner. Indtægterne var med til at understøtte 380.000 arbejdspladser – næsten hver 10. arbejdsplads i byen.

Det skriver New Yorks officielle turistråd, New York City Tourism + Conventions, i en opgørelse for forløbet af 2023.

Her står der også, at der sidste år var 61,8 millioner turister fra ind- og udland, knap 12 millioner var i byen på forretningsrejser, konferencer osv. De 61,8 millioner svarer til 93 procent af besøgstallet fra 2019, året før pandemien, oplyses det.

Af de 61,8 millioner turister sidste år var de 51,1 millioner fra selve USA, en stigning fra 2022 på næsten otte procent. Stigningen var større hos de udenlandske turister – her var væksten tæt på 15 procent; og de 10,8 millioner udenlandske turister stod for næsten halvdelen af den turismerelaterede omsætning i New York City. I år forventes 64,5 millioner turistankomster til byen.

En halv million ankomster fra Danmark, Sverige, Norge og Finland
New Yorks fem største udenlandske markeder var sidste år Storbritannien med 974.000 ankomster, 864.000 kom fra de nordlige naboer i Canada, der var 728.000 fra Frankrig, 589.000 kom fra Brasilien, mens Tyskland leverede 554.000 ankomster.

Tallene for de nordiske lande oplyses ikke i 2023-opgørelsen fra New York City Tourism + Conventions. Før pandemien var antallet af nordiske ankomster over en halv million, har New Yorks turistråd tidligere oplyst til Standby.dk:

De nordiske ankomster fordelte sig med 210.000 fra Sverige, 136.000 fra Danmark, der var 107.000 fra Norge og 68.000 fra Finland.

Blandt andre tal i 2023-opgørelsen fra New York City Tourism + Conventions er, at byens hoteller sidste år solgte 36,5 millioner overnatninger, otte procent fra tallet i 2019. De kommende tre år åbner over 70 nye hoteller i New York City med mere end 10.000 værelser – byen havde ved udgangen af sidste år over 121.000 hotelværelser.

En af New Yorks store turistattraktioner er de mange Broadway-shows. Dem blev der i sæsonen 2022–2023 solgt 12,3 millioner billetter til. Det var små 17 procent under rekorden i 2018–2019 sæsonen, oplyses det.

 

Relaterede artikler:

SAS samler mere langdistancetrafik i København

New York topper liste over verdens dyreste rejsebyer

79 ugentlige afgange fra CPH til Nordamerika i 2024