Arkivfoto af hovedparten af PATA-bestyrelsen efter generalforsamlingen sidste år.

No-shows nægtes adgang til nye arrangementer

Danmarks største forening i rejsebranchen strammer reglerne, så medlemmer, der ikke betaler no show-gebyr, ekskluderes fra foreningens kommende arrangementer.

Med 150 private medlemmer – primært ansatte i rejsebranchen, og 116 firmamedlemmer er PATA (Pacific Asia Travel Association) Denmark den største forening i den danske rejsebranche. Og også den mest aktive. Årligt indbyder PATA til 15-20 arrangementer i Danmark, primært i København, men også i PATA Vest, der dækker Jylland.

Men det kniber så meget for nogle medlemmer at melde afbud til arrangementer, de har tilmeldt sig, at PATA’s bestyrelse nu bringer problematikken op på generalforsamlingen 8. februar på Hotel Scandinavia i København.

Det koster typisk et no show-gebyr på 250 kroner hvis et PATA-medlem ikke møder op til et arrangement, vedkommende har tilmeldt sig. Det gebyr betaler mange medlemmer, hvilket sidste år gav PATA en ekstra indtægt på cirka 6.000 kroner.

Men nogle vælger slet ikke at betale gebyret, og det skal nu have konsekvenser, mener bestyrelsen. Derfor foreslår den ændring til sine vedtægter på generalforsamlingen. Betaler medlemmer ikke no show-gebyret kan de ikke deltage i kommende PATA-arrangementer, før afgiften er betalt.

Til standby.dk siger næstformand i PATA Danmark, June Nielsen, der også bestyrer foreningens sekretariat:

”Der er nogle få, der bare ikke vil betale gebyret, selv om vi rykker dem tre-fire gange. Medlemmerne må forstå, at når man tilmelder sig et arrangement og så alligevel ikke kan komme og ikke melder afbud, så koster det foreningen penge.

Vi skal som arrangør typisk meddele for eksempel hotellet, hvor arrangementet skal være, en uge før, hvor mange vi bliver. Og vores pris per tilmeldt er typisk omkring 4-600 kroner, så no show-gebyret, vi opkræver hos medlemmet, dækker ikke vores faktiske omkostninger,” siger June Nielsen.

Et års medlemsskab af PATA koster 300 kroner for private medlemmer og 2.500 kroner for et firmamedlemskab.

10 medlemmer på den sorte liste
PATA Danmark har i dag omkring ti medlemmer på den såkaldte sorte liste, fordi de ikke har betalt no show-gebyret.

Forslaget til den nye regelændring hos PATA Danmark har denne formulering fra bestyrelsen forud for behandlingen af den på den kommende generalforsamling:

”Der opkræves no-show fee ved udeblivelse til arrangementer. Beløbets størrelse fremgår af det informationsmateriale, der er lavet i forbindelse med arrangementet samt findes på www.pata.dk – Afbud skal meddeles skriftligt til sekretariatet senest fem timer før arrangements start, med mindre andet er aftalt. Afbud er først gældende, når medlemmet har modtaget en bekræftelse på afbuddet fra sekretariatet. Betales no show gebyr ikke, bliver medlemmet ekskluderet fra at deltage i PATA DK’s arrangementer fremadrettet.”

Datoer klar til long haul travel show
PATA Danmark omsætter årligt for omkring en million kroner, heraf kommer små 300.000 kroner fra kontingenter fra medlemmerne. Resten er blandt andet indtægter fra arrangementer, ikke mindst de to årlige langrute workshops i henholdsvis Aarhus og København.

PATA Danmark har netop sendt indbydelserne ud til leverandørerne i forbindelse med årets langrute workshops, der typisk har deltagelse af cirka 300 rejsebureauagenter. De to workshops holdes i år – for 15. år i træk – den 31. oktober på Comwell Aarhus og dagen efter, 1. november, på Tivoli Hotel & Congress Center i København.

Relaterede artikler:

Over 300 rejsebureauagenter til workshops

PATA klar med Oktoberfest

Ekspert tror på genvalg af Trump