Noma verdens bedste – igen

canal tours københavn ferie

Chefkonsulent i Dansk Erhverv, Susanne Nordenbæk, håber, at Nomas succes kan være med til at trække endnu flere turister til Danmark.

 

Endnu engang kan restaurant Noma kalde sig for verdens bedste restaurant, og Geranium er rykket tre pladser frem.

Efter et års pause kan Noma igen pynte sig med titlen som verdens bedste restaurant. Det er det engelske Restaurant Magazine, der står bag listen og kårer verdens 50 bedste restauranter, og det er fjerde gang titlen tilfalder Noma.

Sidste år måtte Noma dog overlade æren til den spanske El Celler de Can Roca, der måtte nøjes med en andenplads i år. Italienske Osteria Francesca fik en tredjeplads.

900 dommerre er med til at bestemme, hvilke restauranter, der skal med på listen, der blev lavet for første gang i 2002. Om den flotte placering siger chefkonsulent i Dansk Erhverv, Susanne Nordenbæk:

”Dansk gastronomis styrke er endnu engang blevet internationalt anerkendt. Denne succes kan styrke vores evne til at tiltrække turister og skabe vækst i Danmark. Derfor er det enormt positivt, at vi igen i år kan bryste os af at have verdens bedste restaurant.

Gastronomi og turisme er begge områder i vækst, og vi opfordrer til, at den danske regering smeder mens jernet er varmt, så vi kan udnytte de senere års succes og begynde at konkurrere med eksempelvis de sydeuropæiske destinationer, der for længst med succes har brandet sig på deres madkultur.”