Norden vil have millionbeløb fra USA’s turistråd

”Vi lobbyer amerikanerne helt vildt for at få vores andel af markedsføringspengene,” sagde direktør for den danske Discover America-komite, Karin Gert Nielsen, på møde i fredags hos Danske Rejsejournalister.

Her var fokus på USA som rejseland – udover Karin Gert Nielsen, fortalte også salgschef Kirsten Skjold fra Gislev Rejser samt indkøbs- og produktionschef Jesper Ewald fra FDM Travel om disse rejsebureauers arbejde med at sælge rejser til USA.
Jesper Ewald er i øvrigt bestyrelsesformand for den danske Discover America-komite – og for Danmarks Rejsebureau Forening.

 

USA er det mest besøgte oversøiske land for danskerne. Sidste år var der 258.000 danske ankomster til USA – tallet omfatter ferie- og forretningsrejsende, studerende osv.
Samlet kom der fra Norden lige over en million, en stigning på knap 100.000 i forhold til 2009. Frem til august i år havde der været 743.000 nordiske indrejser i USA – så det tegner til ny nordisk besøgsrekord.

 

De amerikanske myndigheder er i gang med at skovle penge sammen til markedsføring af USA som rejseland. Det sker via organisationen DiscoverAmerica.com – det er et nyt påfund, et slags turistråd for USA.

 

Pengene kommer fra de såkaldte ESTA-godkendelser, altså forhåndsgodkendelse til at måtte rejse til USA. Den koster 14 dollars og gælder i to år. Fire dollars går til sikkerhedsmyndighederne, Homeland Security, mens de ti dollars kommer til DiscoverAmerica.com – ligeledes spytter den amerikanske regering nu, for første gang, det mindst tilsvarende beløb ind i DiscoverAmerica.com

 

DiscoverAmerica.com ventes at komme op på 180 millioner dollars til årlig markedsføring af USA som rejseland.

 

Dermed kan organisationen promovere rejser til USA. Men ikke overalt, der er navnlig fokus på de hastigt voksende markeder i Kina, Indien og Brasilien – og så lidt i Europa til bl.a. Storbritannien og Tyskland. Norden har ikke højeste prioritet – og det er de nordiske Discover America-komiteer ikke tilfredse med.

 

Lægges de nordiske lande sammen, og det er den vigtige pointe fra de nordiske Discover America-komiteer, er Norden fjerde største region for rejsende fra Europa til USA. Kun Storbritannien, Tyskland og Frankrig har flere – men de er også mange flere indbyggere end de ca. 25 mio. der er i Norden.
Kigges på dét tal, hvor stor det procentvise ankomsttal er til USA i forhold til landenes indbyggertal, er Norden næststørst fra Europa – kun overgået af Storbritannien.

 

”DiscoverAmerica.com – som også kaldes Brand USA Inc. – ser os som individuelle lande, hvorfor ingen af de fire nordiske lande er på top ti-listen. Sverige er på plads nr. 19, Danmark nr. 23, Norge er nr. 27, mens Finland ikke er blandt de 40 største lande, når det gælder ankomster til USA,” sagde Karin Gert Nielsen til takeoff.dk og fortsatte:

 

”Vi ønsker, at de amerikanske myndigheder opfatter Norden som én region – herved kan vi få adgang til de markedsførings midler som den nye DiscoverAmerica.com organisation skal uddele…
Skulle vi have vores andel i Norden af de ESTA-penge, nordiske rejsende betaler til USA og som skal bruges til markedsføring, vil det – med en million nordiske ankomster om året til USA, svare til, at vi skulle have mindst fem millioner dollars, eftersom en ESTA-godkendelse varer to år.”

Skrevet af Henrik Baumgarten