Nordkap på krydstogt i 2012

Man falder ikke i svime over det program Royal Caribbean i går sendte ud til agenterne med afgange fra København med Vision of The Seas næste sommer. Bortset fra at afgangene er flyttet fra maj til august-september, hvilket absolut er en fordel, har planlæggerne ikke sprængt noget i sig selv for at nå frem til resultatet.

Der bliver endnu engang tale om to korte ture til Bergen og Geiranger, en enkelt uge til St. Petersborg, og som det mest interessante en 12 dages tur op til Nordkap langs den norske kyst.

”Vil du ikke gerne have haft flere afgange fra København?” har takeoff.dk spurgt dansk salgsdirekør Henrik Bergqvist (foto).

”Vi valgte af lave en tur til Nordkap på 12 nætter, og det begrænser antallet af afgange fra København, da vi kun har skibet en bestemt periode, inden det skal til Middelhavet. Vi kunne have lavet flere syv – og fem-dagens ture, men vi har haft mange forespørgsler på Nordkap. Her er chancen for at begynde og slutte i København i modsætning til Hurtigruten. Det ved vi danskerne godt kan lide.”

”Hvorfor er august-september bedre end maj?”

”Det er lettere at sælge krydstogter til et dansk publikum på det tidspunkt, og vi har en meget større tilslutning fra Sydeuropa i deres ferieperiode.”

Egentligt burde det være muligt for RCCL at placere et skib i København hele sæsonen, som det for eksempel sker med MSC Cruise, frem for at skulle dele med Norge og Sverige. Men den opfattelse står helt for redaktionens egen regning.

I år afgår Vision of The Seas for første gang mod Geiranger tirsdag 3. maj fra København.

 

Skrevet af Ejvind Olesen