Norge vil ikke skyde flere penge i SAS

Pensionsbomben på 12 milliarder kroner er en trussel mod SAS egenkapital, men selskabet skal ikke vente yderligere støtte fra storaktionærerne.

I avisen Dagens Næringsliv siger den norske finansminister Trond Giske, at staten ikke vil gå ind med flere penge, og at flyselskabet selv skal vise, at det kan tjene penge, skriver business.dk.

Ifølge avisen skal SAS tidligere på året have forsøgt at få ejerne med på endnu en kapitaludvidelse, men de skandinaviske regeringer skal have afvist. I 2009 og 2010 fik SAS tilført knap 10 milliarder kroner ved to aktieemissioner.

Egenkapitalen er i dag omkring 12 milliarder kroner – det samme beløb, som SAS skal nedskrive med som følge af ændrede regnskabsregler omkring pensionsforpligtigelser pr. 1. november 2013.

SAS er børsnoteret og kontrolleres af storaktionærerne Danmark, Norge og Sverige. SAS har tabt over 11 milliarder kroner de seneste seks år.