Normale tilstande i Sydthailand

”Der hvor 80% af danskerne vil holde vinterferie i Thailand er der ingen oversvømmelser. Jeg talte med vores personale på Phuket for kort tid siden, og vejret er helt normalt for årstiden”, fortæller Stig Elling, salgsdirektør i Star Tour.

Star Tour vurderer, at ca. 120.000 danskere vil holde ferie i Thailand i vintersæsonen, der starter netop nu – af dem ca. 80% i Sydthailand inklusive Phuket.

Rikke Koks Andreassen, kommunikationschef hos Apollo, beretter samstemmende, at vandmasserne i Bangkok ikke har konsekvenser for danske Apollo-gæster i Thailand, som fordeler sig i Hua Hin, Jomtien og Phuket.

Den store internationale lufthavn, Subvarmabhumi ved Bangkok fungerer uden problemer. Apollo sender cirka 5.000 danskere på ferie i Thailand hver vinter. Som flyselskab benyttes Thai Airways og SAS.

”Vi har afblæst alle aktuelle udflugter til Bangkok og fraråder dem at tage på egen hånd til storbyen”, siger Rikke Koks Andreassen.

Skrevet af Flemming Juul