Norsk strid om kabineløn

Norske Finansavisen hævder, at spanske kabineansatte hos Norwegian ifølge personalevirksomheden Adecco, tjener ned til 1.000 Euro – 7.500 kroner før skat om måneden. Norwegians kommunikationsdirektør Anne-Sissel Skånvik bekræfter at grundlønnen er så lav:

”Det passer, at vi har en garantiløn på 1.000 Euro i Spanien, men det er ikke usædvanligt at tjene mere end det”, siger hun til Finansavisen, ifølge boarding.no.

Finansavisen har fået indblik i en kontrakt for spanske kabineansatte i Norwegian gennem Adecco. Avisen konkluderer, at man skal være kreativ for at opnå en specielt højere løn end garantilønnen. Samtidig skriver avisen, at lønnen bliver endnu lavere når Norwegian vil flyve fra Bangkok med thailandsk besætning.

Til gengæld mener Norwegian, at oplysningerne i Finansavisen er direkte forkerte på flere punkter og at ingen af de ansatte får udbetalt så lidt som mindstelønnen med mindre de har nedsat arbejdstid.

I et genmæle hævder Norwegian at Finansavisens forside og artikel den 15. december om løn for kabineansatte er fejlagtig og misvisende.

“Det er en fejl at ’spanske kabineansatte i Norwegian tjener ofte ned mod 1.000 Euro om måneden’. Der er ingen, som kun får udbetalt denne mindsteløn, med mindre de har nedsat arbejdstid. Spanske kabineansatte har et konkurrencedygtigt lokalt lønniveau på niveau med de flyselskaber Norwegian konkurrerer med”, hedder det fra Norwegian.

“Det er også forkert, at lønningerne i Thailand er ’endnu lavere’ og at Norwegian har bekræftet det. Det, vi har bekræftet, er at omkostningerne for at drive en base i Bangkok falder når vi skal fly på flere europæiske destinationer fra denne base. Det giver en mere effektiv operation, selv om lønningerne isoleret set er langt over et normalt thailandsk lønniveau”.
”De er højere, fordi det er interkontinentale flyvninger, og vi har stillet ekstra høje krav til uddannelse og sprogkundskaber. Lønningerne for dem, som skal arbejde ombord på langdistanceflyene vil – omregnet fra baht til norske kroner – ligge mellem 15.000 og 20.000 kroner i måneden, afhængigt af erfaring og kompetence”.

“Det er også en fejl – når Finansavisen skriver – at ’Norwegian som eneste aktør i Europa kan bruge asiatisk crew i rutenetværket i Europa’. Der lander en række udenlandske flyselskaber i europæiske lufthavne, herunder Gardermoen, med crew baseret i Asien”.

”For eksempel vil der i 2012 være 600 flybevægelser fra Thai Airways på ruten Oslo—Bangkok og omkring 480 flybevægelser fra Qatar Airways på ruten Oslo—Doha. Der er heller
ingenting i trafikreglerne som forhindrer disse selskaber at flyve for eksempel Oslo—New York, hvis de ønsker det. Qatar har varslet en optrapning af sine ruter fremover”, hedder det fra Norwegian.