Norske Braganza fortsætter opkøb i rejsebranchen

I Danmark købte Braganza sidste år Danmarks formentlig største krydstogtrejsebureau, Scandinavian Cruise Center.

 

Og i går blev det officielt, at Braganza med investering i Sverige køber 51 pct. af rejsebureauet Iceland Explorer og 75 pct. af Cruise Selection.

 

Begge rejsebureauer har hovedkontor i Gøteborg og blev i 2007 åbnet af Susanne Sävenholt og Jon Tormodsson (foto), der fortsætter efter salget til Braganza.
Iceland Explorer, der sidste år omsatte for 24 mio. svenske kr., har også sidenavnene America Explorer og Ireland Explorer.
Cruise Selection, som makkerparret også søsatte i 2007, omsatte sidste år for ca. 12 mio. kr. på salg af krydstogtrejser.

 

Salgsprisen for de to svenske rejsebureauer oplyses ikke, men med den seneste investering har Braganza nu ejerandele i foreløbig syv skandinaviske rejsearrangører med en samlet årlig omsætning på ca. 320 mio. svenske kr.

 

Udover Scandinavian Cruise Center i Danmark har Braganza bl.a. aktiemajoriteen i SunHotels og flyselskabet Malmö Aviation.

 

”Vi har investeret i Iceland Explorer og Cruise Selection, to rejsebureauer med en dygtig ledelse, virksomhederne er lønsomme og har stærk vækst. Begge rejsebureauer anvender nettet på en meget effektiv måde, det er sådanne virksomheder og personer, vi satser på, siger Per G. Braathen, formand for Braganza.

 

”Siden vi i 2007/08 åbnede vores rejsebureauer er vi blevet markedsførende i Sverige på rejser til Island og har haft stor fremgang på salg af rejser til bl.a. Irland og USA,” siger Susanne Sävenholt, medgrundlægger og salgschef for Iceland Explorer.

 

”Med salget til Branganza tager vi et stort skridt mod at blive Nordens førende rejsearrangør på vores områder,” tilføjer Jon Tormodsson, medgrundlægger og adm. direktør for Iceland Explorer og Cruise Selection.
 
Braganza med hovedkontor i Oslo ejes af Per G. Braathen og hans nærmeste familie. Investeringsselskabet var i mange år ejer af familiens flyselskab Braathens (SAFE), der blev solgt til SAS i 2004.
SAFE var i dette tilfælde en forkortelse for South American and Far East.

 

Danske Vagn Sørensen, tidligere topchef i bl.a. SAS, sidder i bestyrelsen for Braganza. Mød i øvrigt Vagn Sørensen i spændende stort interview i den kommende februar-udgave af Stand By.

Skrevet af Henrik Baumgarten