Norske erhvervsfolk foretrækker SAS

Det er kommet frem gennem en stor, norsk forretningsrejseundersøgelse, som er gennemført af Norges næststørste erhvervsrejsebureau, Berg-Hansen.

SAS og Widrøe er de klart foretrukne flyselskaber på de norske indenrigsflyvninger blandt forretningsrejsende. Det fremgår af den årlige undersøgelse som er udført ved at spørge 10.000 af bureauets kunder. Norwegian havner på tredjeplads på sin hjemmebane.

Det er syvende år i træk, at undersøgelsen bliver gennemført. Kun en gang, i 2007, blev Norwegian vurderet som bedst i undersøgelsen.

”Dårlige resultater, nye penge fra statslige ejere og retssager ser ikke ud til at påvirke de erhvervsrejsendes præference for SAS”, siger adm. direktør i Berg-Hansen, Per Arne Villadsen til Stand By.

 

”Når man rejser på sit job er kravene større til effektivitet og at alt går på skinner. SAS har et stort apparat omkring sig som gør, at erhvervsrejsende føler sig serviceret hele vejen. Desuden har SAS og Widerøe scoret højt på punktlighed den seneste tid”.

”Norwegian satser mere på privatrejsemarkedet. Produktet er mere indrettet på det og det kan påvirke erhvervsrejsendes oplevelse af produktet”, siger Per Arne Villadsen.

Skrevet af Flemming Juul