Norwegian ind på Cimbers kerneruter

Norwegian, der etablerede sig på det danske marked for lidt under et år siden, har i de seneste 10 måneder solgt over 1 mio. sæder i Danmark, fordelt på 29 ruter. Det fortalte selskabets topchef, Bjørn Kjoos, på et pressemøde i København for kort tid siden.

 

Og nu forstærker Norwegian sin tilstedeværelse på det danske marked i en massiv satsning. Selskabet åbner København-Billund samt København-Karup med hver tre daglige returflyvninger, mens der åbnes mellem København og Rønne med en enkelt eller to daglige returflyvninger. Dermed går det norske lavprisselskab direkte ”efter struben” på konkurrenten Cimber Sterling. Det danske flyselskab sidder i dag på omkring 45 % af markedet for indenrigsflyvning.

 

Udover storsatsningen på dansk indenrigs åbner Norwegian også tre nye ruter ud af Billund Lufthavn. Det sker til med en daglig returflyvning til Oslo, samt med ugentlige afgange til både Malaga og Gran Canaria. 

Skrevet af Christian Peschardt