Norwegian øger på USA

Norwegian B787 - irsk registerLUFTFART: Fra næste forår har Norwegian flere destinationer i USA end SAS, som dog har klart flere flyvninger. Fra Danmark åbner Norwegian i november på Fort Lauderdale – til foråret følger Los Angeles og New York JFK.

Norwegian får flere at sine otte bestilte B787 Dreamliners – de skal bruges til nye langruter. I går fortalte selskabet om syv nye ruter fra Danmark, Norge og Sverige til USA fra næste forår.

Ud over de tre nævnte ruter fra Københavns Lufthavn starter selskabet fra foråret også fra Stockholm og Oslo til Los Angeles og Oakland (ved San Francisco), mens Oslo får rute til Orlando.

”JFK og Los Angeles har været de største u-servicerede ruter ud af København, og med et slag sikrer Norwegian, at vi får dem på kortet,” siger Thomas Woldbye, adm. direktør i Københavns Lufthavn. Norwegian-ruterne til JFK og Los Angeles begynder 28. februar og 1. marts.

Visit California er begejstret over den nye direkte rute til Los Angeles fra de tre skandinaviske hovedlufthavne. Turistchef Karin Gert Nielsen siger:

”Med direkte fly til Los Angeles åbner der sig helt nye muligheder for at sætte kursen mod syd – fra Los Angeles til San Diego, der byder på det ægte californiske strandliv med boheme-cafeer og surferkultur, Disneyland og Legoland, mexicansk mad og statens tredjestørste by, San Diego.”

1,1 million skandinaver og finner besøgte USA i 2012, heraf rejste ca. 220.000 til Californien.

”Norwegians nye ruter til Los Angeles og New York vil betyde cirka 33.000 flere turister fra USA og dermed en øget turismeomsætning i Danmark på 61 mio. kr. om året. Det viser, hvor vigtigt det er, at støtte udviklingen af flyruter til Danmark,” siger Lars Bernhard Jørgensen, direktør for Wonderful Copenhagen.

I en kommentar fra FDM travels adm. direktør, Jan Lockhart, lyder det:

”USA er et af danskernes favoritrejsemål med over 250.000 rejsende årligt. Selv om det er blevet billigere at holde ferie i USA, så handler USA’s popularitet også om, at der er et kæmpe udbud af oplevelser, uanset om man er til de lange ture i egen bil eller til kortere besøg. Som forbruger skal man dog være opmærksom på, at der også betales skatter og afgifter, som er en væsentlig del af flybilletten, så de rejsende skal nok ikke forvente at kunne flyve til USA for 1.000 kr.”

FDM travel er den største danske rejseudbyder af USA-rejser. I 2012 valgte mere end 30.000 danskere at booke deres USA-rejse hos FDM travel, oplyser FDM.