Norwegian-rådgivere fusker

Norwegians PR-bureau Vizeum får nu ballade for at have publiceret kritiske bemærkninger om SAS på Facebook uden at fortælle at de er ansat af konkurrenten.

”Hvordan kan de prale af, at de har nul gebyrer, når de tager sig betalt for at kunden selv bestiller rejsen?”, spørger en af medierådgiverne, mens andre ansatte i Vizeum følger op med ’ENIG!!!’ og ’Ja, jeg troede SAS havde 0,- i gebyr???’, beretter Dagens Næringsliv.

”Det er ikke en metode vi bruger, men ansatte, som har kommenteret på Facebook som privatpersoner. Den slags må naturligvis ikke ske”, siger adm. direktør og bureauchef for Vizeum, Stian Lyberg, til tv2nyhetene.no.

Bureauet giver SAS en uforbeholden undskyldning, og lover samtidig en grundig gennemgang af rutinerne blandt e ansatte. Norwegian vil ikke selv give nogen undskyldning til SAS for episoderne. Lavprisselskabet hævder, at man ikke står for eller har sat gang i aktiviteterne og dermed heller ikke har noget at undskylde.

Skrevet af Flemming Juul