Norwegian sætter køb af 20 Dreamliners på pause

norwegian B787, EI-LNB

Manglende godkendelse fra de amerikanske myndigheder, har fået Norwegian til at sætte forhandlinger om 20 nye Boeing Dreamliners på stand by.

Norwegian venter fortsat på en godkendelse fra U.S. Department of Transportation til at gennemføre langdistanceflyvninger, og det har fået selskabet til at udskyde købet af 20 nye Boeing 787 Dreamliners.

Det oplyser koncernchef Bjørn Kjos i et brev ifølge Reuters.

Norwegian flyver fra Europa til Asien og USA på en norsk licens, men har ansøgt om at flyve til USA på en irsk licens for at drage fordel af Open Sky aftalen mellem EU og USA.

Men de amerikanske myndigheder tøver tilsyneladende med at give tilladelsen. Både amerikanske fagforeninger og konkurrende flyselskaber har protesteret mod  en evt. tilladelse, der bl.a. vil åbne op for brug af billigere arbejdskraft fra Asien.

“Desværre har forsinkelsen i DOT-processen ikke givet os noget andet valg end at sætte vores forhandlinger med Boeing om køb af 20 ny 787-9 Dreamlinere til registrering i Irland på pause indtil, Norwegian Air Internationals fremtid i USA er blevet besluttet,” skriver Bjørn Kjos.