Norwegian satser på SAS-ruter

Mens SAS skærer ned i sit rutenet åbner Norwegian hele tiden nye ruter, enten på strækninger, som også beflyves af SAS eller på ruter, som SAS har opgivet på grund af manglende lønsomhed, skriver epn.dk.

 

Ifølge Norwegians koncernchef Bjørn Kjos, vil selskabet fortsætte med at åbne ruter, hvor man satser måde på ferie- og forretningsrejsene. Det har blandt andet medført, at flyselskabet i dag har en markedsandel på 27% af den internationale trafik fra Oslo – en fordobling på fire år – og nu satses der på København og Stockholm.

Norwegian har netop bebudet åbning af tre ruter, hvor man flyver vingespids ved vingespids med SAS. Det er ruter til Barcelona, Geneve og Dubai. Herefter flyver begge selskaber nu på 12 destinationer og otte destinationer fra København, som SAS har opgivet, beflyves nu af Norwegian.

 

Og mens SAS lider milliardtab kvartal efter kvartal havde Norwegian rekordoverskud i andet kvartal 2009 og venteret endnu bedre resultat i tredje kvartal.

 

SAS havde for tre år siden fem gange så mange passagerer som Norwegian. I dag har man kun dobbelt så mange, og hos SAS erkender kommunikationsdirektør Claus Sonberg et voldsomt pres fra Norwgian, som har markant lavere omkostninger end SAS, og han understreger behovet for at reducere omkostningerne med 20% for det flyvende personale.

Norwegian Air Shuttle havde sidste år 9,1 mio. passagerer og en omsætning på 6,2 mia. norske kr. Antallet af passagerer vil i 2009 overstige 10 mio. Selskabet har p.t. 45 fly i drift på 175 ruter til 87 destinationer. Fra København har det norske selskab 25 rejsemål.

Skrevet af Flemming Juul