Norwegians vækst overraskede os

Det er ikke nogen hemmelighed, at der igen i denne sommer har været problemer med bagagen i Københavns Lufthavn med handlingsselskaberne i hovedrollen. Det er ofte der, det går galt, også når lufthavnen får skylden.

 

I en stor søndagsreportage tager dagbladet BT fat på problemet. Her siger en ansat i Niels Hansen hos SAS Ground Service:

 

”Man tager imod for mange fly i forhold til hvor mange portører, der er til at tømme dem. Ofte må flyene vente. Det skyldes ganske enkelt, at der ikke er nok folk på arbejde. Det sker dagligt, at nogle fly må vente 45-50 minutter med at blive tømt.”

 

Den svarer pressechef i SAS Trine Kromann-Mikkelsen på: ”Kødannelse kan ske på mange måder. Der er generelt ikke problemer med bemandingen. Det gælder naturligvis om at have den rette normering, men der skal også vær nok aflastningsbånd. Infrastrukturen påvirker i lige så høj grad kødannelsen.”

 

Hos det næststørste handlingsselskab i København, Novia, indrømmer man, at der har været problemer, bl. a. arbejdsnedlæggelser.

 

”Vi lægger ikke skjul på, at vi har været hårdt ramt denne sommer, når det kommer til bemanding,” siger Ole Brinks Andersen, adm. direktør i Novia til bladet.

 

”Vi har været i den situation, at vores største kunde Norwegian er vokset mere end forventet. Og så har vi haft svært ved at nå det, vi skulle, ” fortsætter han.

Skrevet af Redaktionen