Nu får Københavns turister nemmere ved at finde vej

Et flertal på Københavns Rådhus har fundet sammen om at afsætte en rund million kroner til turistskilte, der skal vise vej til byens attraktioner.

Aftalen er kulminationen på Horesta Region Hovedstadens arbejde gennem flere år for at styrke København som international turistdestination. En af mærkesagerne har været at få opsat henvisningsskilte til attraktioner i byen, så turisterne nemmere kan finde rundt.

”Vi er rigtig glade for, at politikerne har lyttet til os, og denne bevilling, som Liberal Alliances Lars Berg Dueholm bragte på banen, sikrer, at der langt om længe kan blive opsat turistskilte. Det vil gøre vores seværdigheder mere synlige og tilgængelige for turisterne og samtidig være en hjælp til at finde frem til dem,” siger Allan L. Agerholm, formand for Horesta Region Hovedstaden.

Han understreger vigtigheden af, at København hele tiden bliver bedre til at byde turisterne velkommen.

”Vi er i konstant konkurrence om turisterne, og det er derfor vigtigt, at vi hele tiden arbejder på at blive endnu bedre til at tage imod turisterne med åbne arme – hvad enten de kommer fra udlandet eller andre steder fra i Danmark. Så vi skal hele tiden fastholde og udbygge København som et populært turistmål,” siger Allan Agerholm.

Bag budgetaftalen står et flertal bestående af Socialdemokraterne, SF, De Radikale, Enhedslisten og Liberal Alliance.

Et fromt ønske kunne være at Metroen i København finder ud af, at der også er ikke-dansk talende passagerer og begynder at skrive f.eks. ’Copenhagen Airport’ i destinationsskiltningen på togene. I dag står der bare ’Lufthavnen’ og der er ikke engang et fly-ikon.