Korean Air vil i første omgang indsætte A380 fra sin hovedlufthavn, Seoul, til store destinationer i Asien, fulgt af tilsvarende i Nordamerika og Europa.
Typisk har A380’erne plads til 525 passagerer fordelt på tre klasser, men Korean Air nøjes med blot 407 passagersæder.
Fra maj begynder Skyteam-medlemmet Korean Air at indsætte sin første Airbus 380 på ruterne fra Sydkorea til Japan og andre store destinationer i Fjernøsten.
Selskabet har bestilt ti eksemplarer af kæmpen – de fem første forventes leveret i år. Med flere A380’ere i flåden indsætter selskabet fra august dem også på storruter til Europa og USA.
Hele øverste etage af dobbeltdækkeren bliver udelukkende business class – 94 sæder på business class, 12 på første klasse og 301 sæder på økonomiklasse. Dermed har A380 i det koreanske selskabs version kun 407 sæder – til sammenligning har Emirates, største A380-kunde med foreløbig 90 afgivne ordre, plads til 525 passagerer på tre klasser.
I forvejen flyver Airbus 380 for Air France, Emirates, Lufthansa, Qantas og Singapore Airlines.
Den europæiske flyfabrik forventer at levere ca. 20 A380’ere om året. De indtil videre fem selskaber med Airbus 380 betjener 20 byer med flyet.
Flyet har en typisk rækkevidde på 15.000 km. – foreløbig har Airbus nu 240 ordrer på flyet fra 18 kunder.