Statsborgere fra fire af de fem nordiske lande kan nu indrejse i Kina op til 15 dage uden at skulle have visum på forhånd. Kineserne mangler efter pandemien stadig blandt andet europæiske turister.
(Artiklen er opdateret med information om, at Sverige endnu ikke er med i ordningen om visumfritagelse i forhold til Kina)
Kina fortsætter med at tilbyde statsborgere fra stadig flere lande indrejse i op til 15 dage uden forhåndskøbt visum – senest er Finland og Island koblet på ordningen som dermed – med undtagelse af Sverige – tæller de fem nordiske lande.
Udover Finland og Island er i seneste ombæring også Slovakiet samt miniputstaterne Andorra, Liechtenstein og Monaco kommet med i ordningen.
Sidste år havde Kina 35,5 millioner ankomster fra udenlandske besøgende, ifølge de officielle tal. Til sammenligning var der 97,7 millioner ankomster i 2019, året før pandemien. Så Kina mangler dermed udenlandske besøgende, og deres forbrug i landet. Derfor prøver man nu med forhånds-visumfritagelse – foreløbig til udgangen af næste år, skriver Euronews.
Ifølge Euronews er Shanghai den mest populære kinesiske destination for europæerne, fulgt af Beijing, Guangzhou og Shenzhen. Blandt de kommende rejsemål i Kina på vej frem, er Sanya på kysten af den største kinesiske ø Hainan samt Chengdu, hovedstaden i Sichuan-provinsen.
Danmark er også fritaget
Kina begyndte i november sidste år at visumfritage en række europæiske lande. Listen tæller foreløbig nu, nævnt alfabetisk: Andorra, Belgien, Cypern, Danmark, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Island, Italien, Liechtenstein, Luxembourg, Monaco, Norge, Polen, Schweiz, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Tyskland, Ungarn og Østrig.
Erhvervsrejsebureauet Rejsechefen fra Holstebro skriver på Linkedin, at den kinesiske regelændring gælder forretningsrejser, turistbesøg, familiebesøg eller transit.
Men, tilføjer Rejsechefen: Vær opmærksom på, at selvom man opholder sig mindre end 15 dage i Kina, skal man have følgende:
Have et pas, der er gyldigt i mindst seks måneder ved indrejsen, med én tom visumside.
Have bevis for tilstrækkelige midler
Have bevis for flybilletter til videre- eller returrejse
Have alle de nødvendige dokumenter med til den næste destination
Bekræfte med ens flyselskab, at boarding vil være tilladt uden visum, da disse betingelser kan ændres.
Relaterede artikler:
Nu får også danskere visumfri adgang til Kina
Norge får som første skandinaviske land kinesisk visumfritagelse