Ny e-handelskonsulent i center for turisme

Lars Nielsen.

Lars Nielsen er 1. marts tiltrådt som områdeleder for Netimages nyoprettede kompetencecenter for turisme og oplevelsessalg.

Han er velbevandret i underholdnings- og turismebranchen og har mere end ti års erfaring med online marketing fra bl.a. Wonderful Copenhagen og Tivoli. Han har bl.a. også siddet i den Europæiske uddannelseskomité under den globale brancheorganisation for attraktioner og forlystelsesparker (IAAPA).

Som en satsning på turismeområdet har Netimage oprettet et nyt kompetencecenter, der med Lars Nielsen i spidsen skal sætte Danmark på verdenskortet i et konkurrencepræget turistmarked. Ud over udvikling af nye online salgskoncepter vil han arbejde for at styrke samarbejdet i dansk turisme.

Lars Nielsen kommer fra en stilling som projektleder hos ’Destinationsudvikling af Kongernes Nordsjælland’ med ansvar for udviklingen af digitale platforme. Tidligere var han E-Business Manager i Wonderful Copenhagen og fra 2005-2011 Online Project Manager i Tivoli.

Han ejer og driver konsulentvirksomheden AttractionBiz, som yder rådgivning inden for digital marketing, e-handel og strategisk planlægning til turistvirksomheder. Aktiviteterne overgår til nu til Netimages nye kompetencecenter.